Så fik jeg afskrevet Skipper Skræk som den første superhelt. Men hvem kan så fortjene æren?
Mit næste bud er ingen ringere end The Shadow.

The Shadow blev skabt tilbage i 1930, hvor der den 31. juli blev sendt et radioprogram i luften med titlen “Detective story”. Her begyndte oplæseren hvert afsnit med følgende meget kendte sætninger “Who knows what evil lurks in the heart of men? The Shadow knows!”.
Radioprogrammet var tænkt som en slags reklame for en bogserie med titlen Detective Story Magazine, men radioprogrammet blev hurtigt meget populært og folk begyndte at spørge efter et magasin med titlen “The Shadow magazine” selvom det ikke eksistrede. Derfor skiftede showet også navn til “The Shadow” og magasinet “The Shadow Magazine” blev født den 1. april 1931.
Radioshowet fortsatte indtil 1954.
The Shadow som figur havde lidt forskellige egenskaber alt efter om det var i radioen eller i magasinet. Han skulle være i stand til at overvinde tyngdekraften, være unaturlig stærk, snakke alle sprog, bryde alle koder og ikke mindst forsvinde for øjene af en ved at “cloud men’s mind”.
Han kæmpede mod fantasifulde skurke med navne som The Black Master, Kings of Crime, The Five Chameleons, og den kendte The Red Menace.

Der blev lavet ikke mindre end 325 forskellige magasiner i tiden mellem 1931 og 1949, hvor The Shadow mødte og bekæmpede onde skurke. Man kan se en omtale af samtlige magasinnoveller her.
Alle novelle blev skrevet af en forfatter med navnet Maxwell Grant. Navnet var opfundet af forlaget som udgav novellerne – den egentlige forfatter var Walter B. Gibson – han skrev ikke mindre end 282 af de 325 magasiner.
The Shadow bliver tit omtalt som foregangsmanden for den egentlige superhelt. Baggrunden for dette skal findes i The Shadow’s karakter. Han var født som Kent Allard – en kendt amerikansk pilot som styrtede ned i den sydamerikanske jungle: Han overlevede styrtet og begyndte at opbygge en stor formue, hvorefter han vendte tilbage til USA. Da han kom til New York antog han en lang række forskellige identiteter for at skjule hans tilbagekomst. En af identiteterne var Lamont Cranston – en rig ungkarl, som rent faktisk eksisterede. The Shadow brugte denne identitet mens den rigtige Cranston var ude og rejse i udlandet. De udviklede en form for samarbejde hvor de dækkede over hinanden.
The Shadow havde en hel række af forskellige hjælpere (agenter) rundt om i landet, som hjalp ham i kampen mod ondskaben. Af de mest kendte er Harry Vincent – som man stifter bekendtskab med i den allerførste udgave af The Shadow Magazine med titlen “The Living Shadow”, og Moe Shrevnitz en taxachauffør som kører The Shadow rundt i byen.
The Shadow skulle således have givet inspiration til både Batman og The Green Hornet.
The Green Hornet
Batman
The Shadow har udover magasiner og radio optrådt i 8 film siden fødslen i 1930. Herunder er disse listet i rækkefølge:
The Shadow Strikes (1937)
International Crime (1937)
The Shadow (1940)
- The Shadow Returns (1946)
- Behind the Mask (1946)
- The Missing Lady (1946)
The Invisible Avenger (1954)
The Shadow (1994)
I mine øjne er The Shadow et godt bud, men jeg er ikke helt overbevist – endnu…
Slut på anden del.